Nyborg Kommune

Du er her: Home Natur og miljø Skovrejsning

Skovrejsning


Kommuneplan 2013 opstiller mål og retningslinjer for, hvor der kan plantes skov i Nyborg Kommune. Der udpeges områder, hvor skovrejsning er ønsket og områder, hvor skovrejsning er uønsket.

Mål

Kommunens skovarealer skal forøges med særlig vægt på bynær skovrejsning, som kan anvendes rekreativt af borgerne til gavn for folkesundheden.

Skovrejsning vil også blive prioriteret højt i områder, hvor skovarealerne kan bidrage til at skabe sammenhæng mellem eksisterende naturområder og derved bidrage til bedre spredningsmuligheder for dyre- og plantelivet.

Skovrejsning  skal bidrage til at beskytte drikkevandsressourcerne og medvirke til at reducere CO2-udslippet.

Skovrejsning er uønsket, hvor det forringer naturværdierne, de landskabelige værdier, geologiske og kulturhistoriske værdier, samt hvor der planlægges for infrastruktur og byudvikling. 

Retningslinjer

  1. Skovrejsning bør primært ske indenfor de udpegede skovrejsningsområder.
  2. Inden for udpegede områder med uønsket skovrejsning må der ikke plantes skov.
  3. I områder, hvor skovrejsning er mulig, kan der plantes skov. Disse områder har laveste prioritet ved fordeling af statstilskud.
  4. Når der plantes skov, skal der tages hensyn til landskab, geologi, kulturhistorie, natur, friluftsliv og grundvandsinteresser og eksisterende og planlagte statslige og kommunale anlæg. Skovrejsningsprojekter skal screenes i henhold til VVM-reglerne.
  5. Skovrejsningsprojekter over 20 ha skal baseres på en landskabsanalyse med henblik på at sikre naturmæssige, landskabelige og kulturhistoriske interesser.
  6. Ved bynær skovrejsning skal friluftslivets interesser tilgodeses, og der skal primært plantes løvskov. 
  7. I forbindelse med byudviklingen nord for Fynsvej skal de tilgrænsende skovrejsningsområder indarbejdes i helhedsplanen som en del af de nærrekreative områder. 

 


Redegørelse

De statslige mål for skovrejsning er at forøge landets skovarealer fra ca. 11 % til 20-25 % i løbet af 80-100 år. Fyn er skovfattig i forhold til den resterende del af landet, med kun 9 - 10 % skov. I Nyborg Kommune udgør skovarealerne knap 11 % af kommunens samlede areal. 

Udpegning af skovrejsningsområder danner grundlag for statslig og kommunal skovrejsning. Det er muligt at opnå offentlig støtte til skovrejsning indenfor disse områder. Se link til Naturstyrelsen i boksen til højre.

Grundvand under skove er beskyttet mod nedsivende sprøjtegifte og gødningsstoffer. Skove binder CO2 fra luften, når træerne vokser. En hektar skov binder årligt i gennemsnit 10 ton CO2. En hektar gammel løvskov oplagrer mellem 600 - 900 ton CO2 i ved, blade og skovbund. Produktionen af brænde og flis fra skovene giver CO2-neutral energi, som er mere miljøvenligt end afbrænding af olie, kul eller gas. Skovene bidrager med ca. 1/3, af den vedvarende energi, der produceres i Danmark, men kan bidrage yderligere ved plantning af ny skov.

Skovene har en stadig stigende betydning for befolkningens friluftsliv og sundhed. Skovene giver mange mennesker rige og varierede udfoldelsesmuligheder i fritiden og i dagliglivet til bl.a. vandreture, motionsløb og organiserede arrangementer. Skovene har derfor stor betydning for folkesundheden.

Derudover rummer skovene en række vigtige naturtyper som levested for skovens dyr og planter. Mere skov har derfor stor betydning for bevarelse af den biologiske mangfoldighed.

Skovrejsningsområder - positiv områder
Områderne til skovrejsning er udpeget på baggrund af et ønske om bynærhed, beskyttelse af drikkevandsressourcerne og fremme af den biologiske mangfoldighed, herunder forbedre spredningsmulighederne for dyr og planter.

Udpegning af et skovrejsningsområde indebærer ikke, at hele arealet skal tilplantes. Normalt vil en større eller mindre del af arealet være utilplantet i form af lysninger, natur- og vådområder, veje, P-pladser mm.  Skovrejsning skal tilgodese eksisterende natur samt landskabelige og kulturhistoriske interesser. Derfor bør der forud for en større skovrejsning gennemføres en landskabsanalyse, så skovrejsningen tager de fornødne hensyn til bestående natur, landskab og kulturhistorie.

Skovrejsning er frivillig, og i et skovrejsningsområde rejses der kun skov i det omfang lodsejeren ønsker det.

De største skovrejsningområder i Nyborg Kommune er beliggende nord og vest for Nyborg By omkring landsbyerne Aunslev, Hjulby og Vindinge, samt landområderne omkring Refsvindinge.

Uønsket skovrejsning - negative områder
Områder, hvor skovrejsning er uønsket, er udpeget på baggrund af bl.a. biologiske, kulturhistoriske, geologiske og landskabelige interesser, råstof-, vindmølle- og byudviklingsområder samt vejtekniske anlæg, der ikke er forenelige med skovrejsning. Skovrejsning i disse områder er derfor ikke tilladt.

Forbuddet mod skovrejsning omfatter normalt ikke pyntegrønt og juletræer i kort omdrift, læplantninger, vildtremiser, kratbevoksninger, energiskov, frugtplantager m.v. Det forudsætter dog at de pågældende kulturer ikke får lov til at udvikle sig til skov.

Kommunen kan, hvor særlige forhold taler for det og efter en konkret ansøgning, meddele tilladelse til skovtilplantning i områder, hvor skovrejsning er uønsket.

De største områder, hvor skovrejsning er uønsket, er beliggende langs Vindinge Å mellem Nyborg og Ulleslev  samt langs Ørbæk Å . Disse områder friholdes for skovrejsning med henblik på eventuel udlægning til vådområder.
 
Skovrejsning mulig - neutrale områder
Den største del af det åbne land udgør områder, hvor skovrejsning er mulig. Her opnås i reglen et mindre statsligt tilskud end i skovrejsningsområderne.

I det åbne land kan der være arealer, der skal friholdes for skov, fordi de f.eks. er omfattet af naturbeskyttelseslovens bestemmelser, uden at der er udpeget et område for uønsket skovrejsning. 

Teglværksskoven Efterår i Slipshavn skov på Knudshovedhalvøen
  

Status

Historisk – Kommuneplan 2013 er erstattet af Kommuneplan 2017, der blev vedtaget endeligt 19. december 2017

 

Links

Naturstyrelsen - skove